|

 

Udvikling af resurser og stærke sider
hos børn, voksne og deres omgivelser

JEG KAN

Et udviklingsprogram baseret på samvirke

Ben Furman Tapani Ahola Sirpa Birn Tuija Terävä

HVAD ER Jeg Kan?

Jeg Kan er en positiv og morsom måde at nærme sig børn med adfærdsproblemer på, dvs. problemer som opstår ved visse adfærdsformer. Omvendt kan man sige, at problemadfærd er adfærd som skaber problemer. Jeg Kan er i første række skabt til behandlere, speciallærere og specialpædagoger, som gennem samarbejde vil hjælpe barnet med at erstatte problematiske/uønskede adfærdsformer med ny adfærd, som er ønsket. Det er dog udformet på en sådan måde, at det ikke er svært at anvende for forældre, som ønsker at hjælpe sit barn med at klare et problem.

Grundprincippet er, at man ikke forsøger at påvirke barnet til at holde op med et uønsket adfærdsmønster, for i stedet at stræbe efter at det lærer noget andet, eller bliver bedre til en ønsket adfærd, som mindsker den uønskede adfærd der er tale om. Man gør sig ingen anstrengelser med at stoppe fx aggressiv adfærd. I stedet opmuntres barnet til at lære sig selvbeherskelse, venlighed eller en anden lignende færdighed, som mindsker den aggressive adfærd. Jeg Kan bygger på samarbejde og det gennemføres sammen med barnet og barnets forældre eller dem som passer det. Jo mere aktivt barnet, dets forældre og andre i omgivelserne tager del i processen, desto større er chancerne for at programmet giver det ønskede resultat.

Jeg Kan er en proces som begynder med at man afdramatiserer eventuelle psykiatriske diagnoser ved i stedet konkret at beskrive den specifikke problemadfærd, som man ønsker at ændre. Af denne beskrivelse vælges kun en adfærdsting, som man vil arbejde med. Problemet givet et kælenavn eller et arbejdsnavn og den ønskede adfærd eller færdighed defineres. Også denne færdighed gives et slagfærdigt kælenavn – noget som hjælper barnet med at øge sin motivation for at deltage aktivt. Når motivationen er skabt, foreslås barnet et belønningsbaseret ”trin-for-trin” træningsprogram, som sigter mod at opnå den færdighed, der er tale om. Under denne træningsfase roser man systematisk barnet både for træningen og for det faktiske fremskridt, som forekommer. Afstraffelse, skyldpålæggelse eller kritik af den uønskede adfærd har ingen plads i dette program.


JEG KAN JOURNALEN

En vigtig del af Jeg Kan er en journal, et hæfte – gerne i A4 størrelse – hvor de forskellige trin i processen følges. På forsiden af denne arbejdsbog kan barnet sætte et foto af sig selv eller et billede af sin beskytter, et forbillede, en helt, et dyr, en fe, en skytsengel, en seriefigur eller lignende, som barnet ser som en hjælper i at lære sig den nye adfærd.

Jeg Kansjournalen skal siden anvendes til at tegne tegninger af, og til at holde regnskab med, det der sker under de forskellige trin i processen. En side reserveres til at skrive barnets indlæringsmål på, og en side reserveres til en liste over de gavnlige resultater, som man forventer kommer af at nå målet, en side at opregne de mennesker, som kan støtte eller hjælpe barnet med at nå målet, en side til at beskrive i hvilken grad barnet allerede behersker den færdighed der er tale om, en side til at beskrive træningsprogrammet, en side til at beskrive fremskridt osv.Journalen tjener flere formål. Den giver projektet en struktur, hjælper barnet og familien med at tale om projektet med andre mennesker, den gør det lettere at invitere personer, som kan hjælpe eller støtte barnet, og den tilbyder barnet en mulighed for at føle den stolthed det giver at vise andre optegnelserne over sine fremskridt.


BØRNELÆRDOM – TRIN FOR TRIN

1.      Lav en liste over de forskellige problemadfærdsting, som barnet har, og  hvis barnet har fået en diagnose, omskab den til konkrete beskrivelser af hvordan problemadfærden ytrer sig i praksis.

2. Vælg en problemadfærdsting fra listen, som I skal arbejde med og ændre.

3. Giv denne problemadfærd et kælenavn, som også barnet kan godkende.

4.      Beskriv nøje den færdighed som barnet skal lære sig at klare, for at han eller hun kommer af med sin problemadfærd.

5.      Find på et slagfærdigt kælenavn til færdigheden, som barnet også synes er godt.

6.      Fortæl barnet om den færdighed som de voksne forventer at det lærer.

7.      Forudsig de gevinster der er ved at barnet lærer den færdighed der er tale om.

8.      Forøg barnets motivation gennem at kortlægge dets resurser.

9.      Styrk barnets tiltro til at det kan klare at lære den færdighed.

10. Kortlæg situationen som den ser ud lige nu.

11. Beskriv indlæringen som en trinvis proces med flere konkrete delmål.

12. Udform et morsomt træningsprogram sammen med barnet som indeholder daglige, praktiske opgaver og øvelser.

13. Beløn barnet for træning og forsøg, såvel som for fremskridt.

14. Udbred hyldest og lad barnet takke alle som har bidraget til dets fremskridt.


1.        SKAB EN LISTE OVER BARNETS PROBLEMADFÆRD

Det er ikke nødvendigt at barnet er til stede mens de voksne diskuterer dets problem. Voksne kan selv diskutere barnets problem dem imellem, for at finde svar på spørgsmålet om hvad det er som barnet er nødt til at lære. Når det er gjort, kan de henvende sig til barnet og på forskellige måder vække dets interesse for at lære den færdighed han eller hun menes at have behov for at mestre.Nogle gange har barnet kun et udtalt problem, som det er nødvendigt at ændre, men oftest har det flere problemer på samme tid. Når det er tilfældet foreslås det, at de voksne laver en liste over alle de konkrete problemadfærdsting, som barnet har.

Problemerne skal beskrives klart og tydeligt og i detaljer. Vage og diffuse problembeskrivelser forvandles til konkrete beskrivelser af hvad det er som barnet egentlig gør, når det gør noget som er problematisk, uønsket eller uacceptabelt. Eksempelvis siger man ikke at Joakim (3 år) er aggressiv, men at han ofte bider andre børn, hvis de forsøger at tage hans legetøj. Man siger heller ikke, at Mia (4 år) har emotionelle vanskeligheder, men at hun ikke vil spise i børnehaven. Ej heller at Tina (12 år) lider af enuresis, men at hun stadig tisser på sig om natten og ikke vil tale om problemet, eller at Dan (14 år) er et problembarm, men at han har tre problemer: 1. han drikker øl med sine venner i weekenderne, 2. han er altid ligeglad med sine lektier og 3. han anvender et frygteligt sprog overfor sin mor.Psykiatriske diagnoser er ofte generelle og giver os ikke nogen opfattelse af de konkrete problemer, som barnet kæmper med. ”Lav selvfølelse” eller ”Koncentrationsvanskeligheder” siger os  fx intet om hvordan dette viser sig i hverdagen.

På ”Jeg kan”-siden skal diagnostiske fortegnelser og psykologiske etiketter forvandles til beskrivelser af konkrete problemadfærdsting. DAMP kan fx betyde mange forskellige ting, som fx 1) at barnet ikke kan sidde stille i mere end 2 minutter, 2) at barnet let bliver frustreret når det ikke klarer nogle ting, eller 3) at det giver op lige så snart det ikke lykkes med noget.

Eksempel: Steen har fået diagnosen ”separationsangst”. Dette siger os ikke hvad Steen’s problem er. Vi ved meget mere hvis vi fortælles, at han ikke vil gå i skole, fordi han hele tiden forfølges af tanker om, at der kan ske noget slemt med hans moder, mens han er i skole. For at kunne fortsætte med Jeg kan-processen, må vi først finde en måde at beskrive barnets problem med brug af konkrete ord og begreber.

Instruktion: Tag et papir og skriv en liste over de konkrete problemer som barnet har. Forvandl eventuelle psykiatriske diagnoser, diffuse psykologiske beskrivelser eller måder at forholde sig på, til konkrete beskrivelser af egentlige problemadfærdsting.

Obs: Det er ikke nødvendigt at kortlægge barnets problemer for at definere hvilken færdighed barnet skal lære. Hvis det allerede fra begyndelsen er klart hvilken færdighed som barnet skal lære, så kan man springe trin 1-4 over og gå direkte til trin 5.


2.        VÆLG ET PROBLEM AT ARBEJDE MED

Når et barn har flere problemer – hvilket oftest er tilfældet – så anbefales det at man vælger et af disse at arbejde med. Forsøger man at løse flere problemer på samme tid, så risikerer man at der ikke kommer nogle fremskridt med nogen af dem. Det er meget bedre at koncentrere sig om et problem ad gangen. Når barnet gør fremskridt indenfor den udvalgte adfærd og med at løse problemet, så kan det føle sig stolt over sin præstation, og alle som har bidraget til succesen kan dele glæden over dette. At gøre fremskridt i at løse et problem skaber en positiv stemning, som fører til at man lettere kan løse andre problemer.

Stine (8 år) havde flere problemadfærdsting, som gjorde det vanskeligt for hende i skolen. Hun sov længe næsten hver morgen, lavede ikke lektierne og blev let vred, hvis man sagde, at hun skulle gøre noget. Når de voksne satte sig og talte om Stine’s vanskeligheder, så kom de frem til, at hun først og fremmest skulle kunne klare at håndtere sin tendens til at give op, lige så snart hun stødte på vanskeligheder. Man kom frem til, at hvis hun kunne klare at forsætte med at forsøge, selv når der var noget som hun fandt for svært, så ville mange af hendes andre problemer løse sig eller i hvert fald mindskes. 

Instruktion: Tegn en vandret og en lodret streg på et stykke papir, så der bliver fire firkanter. Skriv i den øverste venstre firkant den problemadfærd (fra det første papir), som vurderes til at være den vigtigste eller den mest værdifulde at få ændret ved.

Obs! Hvis det er svært at vælge hvilket problem, som det er bedst at fokusere på, så er det godt at vælge det problem, hvis opløsning bedst kan tænkes at føre til løsningen af de andre problemer, som barnet har.

3.        GIV PROBLEMET ET TILTALENDE NAVN

Det er lettere at tale om et problem på en konstruktiv måde, hvis man finder et tiltalende navn til at beskrive det. Et godt navn på et problem afføder kreativitet. Det vækker hverken skam eller skyld. Det er sympatisk, medfølende og gerne en lille smule humoristisk. Et godt navn skaber håb og lokker løsninger frem i stedet for forklaringer.Den australske psykoterapeut Michael White har beskrevet hvordan han kalder encoprese eller problemet ”at lave i bukserne” for ”snigende prut” Med sådan et kreativt navn er problemet ikke længere barnets eller forældrenes fejl, men skyldes en figur, som kaldes ”Snigende prut”. Med det nye navn kan alle, også barnet, samle sine stærke sider for at besejre ”Snigende prut”. Ingen har skylden og alle ses som potentielle resurser og det nye navn sætter fantasien i sving.

Et hvilket som helst problem kan navngives på denne måde. Vredesudbrud kan fx kaldes for ”Atombomben” eller ”Vulkanen” og barnet kan tegne en tegning af dette væsen. Denne her form for navngivning har en tendens til at lokke det humoristiske frem hos mennesker. En far fandt fx på at kalde sin søns evindelige pillen i næsen for ”Skattejagten”.Der er slet ingen grænser for den opfindsomhed der viser sig, når det drejer sig om at finde et navn til problemadfærden og børnene er ofte ganske suveræne med hensyn til at komme med morsomme navne til deres problemer.

Sig mig dit navn og jeg skal sige dig hvem du er.

Instruktion: Giv jer selv mulighed for at være legende og forsøg at find et lækkert navn på det problem, som barnet skal slippe af med. Skriv det nye problemnavn i den nederste venstre firkant på papiret.

Obs! Barnet må gerne deltage i denne diskussion, men det er ikke nødvendigt. Et godt kælenavn til problemet er ofte vigtigere for de voksne, end det er for barnet.


4. FIND FREM TIL DEN FÆRDIGHED, SOM SKAL UDVIKLES

Al problemadfærd kan omskrives til en færdighed, som barnet ikke har.Hvis barnet tisser i sengen kan man hævde, at det som barnet ikke har er færdigheden at holde tæt eller at mærke signalerne på en fuld urinblære under søvnen. Hvis et barn hele tiden piller næse kan man sige, at det ikke formår at anvende lommetørklæde. På samme måde kan man påstå, at et barn som slås ikke evner at beherske sig selv eller ikke har fundet måder at håndtere frustration på. Alle problemer kan omskrives til at en manglende færdighed og hvis barnet beherskede denne færdighed, så ville det problem der er tale om forsvinde.

Ofte er det let at finde frem til den færdighed som mangler, når problemet er blotlagt. Lise (4 år) havde det problem, at hun var meget utålmodig og kunne ikke klare at vente. Hvis hun ikke med det samme fik det som hun ville have det, så blev hun besværlig, begyndte at græde og siden skrige og skråle. Hendes problem kom til at hedde ”Myrer i bukserne” og den evne hun skulle udvikle hed helt enkelt ”Kunsten at vente”.

Om John (6 år) sagde man, at han led af ”søskenderivalisering”. Når denne diagnose blev beskrevet i adfærdstermer indebar det, at John altid ville have nøjagtig samme behandling som sin lillesøster. Det var som om han var besat af noget som i sjov kunne kaldes ”retfærdighedsfiksering”. Dette indebar, at han måtte være en slags retfærdighedspoliti, hvis opgave det var at opdage alle tegn på uretfærdighed i familien. Efter at problemet var fundet og havde fået et forstående og sympatisk navn var man klar til at definere den færdighed som skulle udvikles for at John kunne slippe af med sin problemadfærd. I en sag som denne kunne sådan en færdighed hedde noget lignende: ”

At kunne klare uretfærdighed” eller ”Modenhed til at acceptere  at børn i forskellige aldre har forskellige privilegier og har forskellige pligter i en familie.”Det er almindelig kendt, at det er svært at aflægge dårlige vaner. Det ved alle som har villet holde op med en eller anden uvane eller har forsøgt at få en anden til at holde op med en adfærd, som man selv oplevede som irriterende.

At lære sig nye ting er utvivlsomt heller ikke så enkelt, men betydeligt lettere end at skaffe sig af med gamle uvaner. Selvbeherskelse fx, eller at kunne sige undskyld fordi man har gjort noget dumt overfor en, er værdifulde færdigheder, som har en dæmpende effekt på aggressiv adfærd. En evne til at kunne acceptere andre mennesker resulterer ofte i øget samarbejdsvillighed og mindre opposition. Blandt andre værdifulde egenskaber kan man tænke på fx ”at acceptere et nej”, ”holde sine aftaler”, ”at afbryde selv om man er midt i noget andet”, ”Holde ved med en svær opgave til det afklaret hvordan den bliver fuldført”, ”Lege selv mens computeren er slukket”, ”Holde mund i visse situationer”, ”Acceptere at man ikke kan få alt hvad man peger på”, ”Kunne dysse sig selv ned”, ”Hjælpe andre”, ”Rydde op”, etc.

For flere eksempler på hvordan man kan forvandle problemer til nogle mål som svarer dertil kan man se sidst i dette papir ”Fra problem til færdigheder”.

Det er lettere at begynde på noget nyt
end at holde op med noget gammelt.

Instruktion: Skriv i det nederste højre kvadrat navnet eller en kort beskrivelse af den færdighed som du ønsker barnet skal lære sig eller vise mere af. At holde op med…(noget negativt) eller at blive mindre…(noget negativt), opfattes ikke som en færdighed. En færdighed skal henvise til noget man lærer sig…(noget positivt) eller noget man gør noget mere af…(noget positivt).


5.  FIND OG GIV FÆRDIGHEDEN ET TILTALENDE NAVN

Det anbefales, at man forsøger at finde et godt navn til den færdighed, som skal kunne mestre. Det er sjovere at lære sig at være ”Smarte-Kaj” end at lære sig selvbeherskelse, eller at ”besejre Listige Prut” end at lære at gå på toilettet regelmæssigt.

Her kan gode, stærke figurer, troldmænd, feer og andre fantasivæsener være nyttige. Selv tegneseriefigurer kan være forbilleder. At lære sig at gøre lige som Mickey Mouse er mere tiltalende end bare at gøre, som de voksne forventer.Ole (6 år) blev ofte vred. Man foreslog ham, at der muligvis fandtes et særligt grimt væsen – en ”modbydelig dværg” – som udvirkede, at børn gik bersærkergang. Han begyndte  da selv at tale om et andet lille væsen – ”en galler” – som nogle gange plejede at hjælpe ham med at dysse sig ned. Galleren havde et navn (Asterix), som var et godt kælenavn til den at beskrive den færdighed, han skulle lære at mestre. * Det er bedre at lære sig noget sjovt end at lære sig noget kedeligt. *

Instruktion: Skriv i den øverste højre kvadrat et tiltalende kælenavn til at beskrive den adfærd, som barnet skal lære sig at mestre ved fx at stille denne her slags spørgsmål: ”Hvad kalder du det når du klarer at…?” eller ”Hvad hedder det når du gør… i stedet for …?”


6.   INTRODUCER FÆRDIGHEDEN FOR BARNET

Når den voksne har fundet ud af hvad det er barnet skal lære, så er det på tide, at barnet sættes ind i arbejdet. Man behøver ikke at fortælle barnet hvilket problem det har, hvilket problem man synes det er vigtigst at få bearbejdet først, eller hvad man mener at hans problemadfærd kunne blive kaldt. I stedet taler man bare med barnet om det som man synes, at det burde lære sig, så det blev noget bedre til det, og hvad man har tænkt at denne her færdighed eller evne kunne hedde.

Voksne mennesker plejer ikke at bryde sig om, at man siger til dem hvad de burde lære sig eller blive bedre til, mens børn ofte har ganske let ved at acceptere at ældre personer – forældre, lærere og større søskende – fortæller dem hvad de har gavn af at blive bedre til.I en gruppe af børn er det lettere at foreslå færdighedstræning for børnene hvis alle børnene i gruppen har sin egen færdighed, som han eller hun skal forsøge at blive bedre til. På den måde bliver ingen af børnene stemplede og alle kan drage fordel af at blive dygtigere til noget, som de har behov for at blive dygtigere til.

Instruktion: Lav en Jeg Kan Journal sammen med barnet. Lad barnet få indflydelse på hvordan journalen skal se ud, hvilket papir den skal bindes ind i, hvilket billede der skal klistres eller tegnes udenpå. Skriv eller lad barnet skrive, på den første side i Journalen, kælenavnet på den færdighed, som det skal lære sig. På samme side skal der også skrives en kort beskrivelse af hvad det betyder.


7.        FORUDSIG GEVINSTEN VED FÆRDIGHEDEN

Det er lettere for barnet at acceptere, at han eller hun skal lære sig at blive bedre til noget positivt, end at føle sig tvunget til at gøre mindre af eller holde op med en eller anden dårlig adfærd. Denne her formulering er også lettere at acceptere for barnets forældre. Man skal dog huske, at barnet ikke automatisk bliver motiveret for at lære sig at beherske færdigheden. Man skal også skabe motivation hos barnet.

Et barn får interesse for at lære sig en given færdighed hvis og når det står klart for barnet, at det selv har fordele af det. Hvis barnet på den anden side ikke kan se nogle gevinster ved at nå et vist mål, så bliver det ikke særligt interesseret i at anstrenge sig for at nå frem til målet.

Alle børn vil fx gerne lære sig at cykle, ganske enkelt fordi at de ved, at det medfører en masse sjove ting for dem. Det er også let at forstå, at der ikke er mange børn, som vil lære sig et fremmed sprog, når de ikke kan overskue hvilke fordele det vil indebære. Hvis et barn derimod flytter til udlandet bliver det sandsynligvis stærkt motiveret for at lære sig det sprog, der tales der, fordi gevinsterne herved er åbenbare, fx at kunne snakke og lege med andre børn, at få nye venner, og kunne spørge om det man gerne vil vide.En mor ville have, at Maria (11 år) lærte sig at sige ”tak”, når hun fik noget. ”Hvorfor skal jeg sige ’tak’ lige så snart jeg får noget?” protesterede Maria. Moderen blev helt tavs over det uventede spørgsmål og kunne ikke finde på andet at sige end: ”Fordi det er noget som man skal gøre, når man får noget.” Maria blev ikke motiveret til at sige ”tak”, fordi det ikke var klart for hende, hvordan det på nogen måde kunne gavne hende.

For at et barn skal blive interesseret i at lære sig en færdighed, så er det ikke altid tilstrækkeligt, at den voksne er overbevist om, at det i virkeligheden er en fordel for barnet. Det bedste er hvis barnet selv kan overskue hvilke gevinster det vil få af at lære sig færdigheden. Det er sjovt at finde de forventede gevinster for barnet, og det styrker barnets motivation. Jo flere fordele barnet kan se frem til, desto større bliver motivationen for at nå målet. Fx det ”at kunne følge regler” er en vældig god færdighed til at få nye venner og blive populær i kammeratskabsgruppen. Det øger også sandsynligheden for at barnet bliver dygtig til sport og andre fritidsaktiviteter, og lærerne bliver gladere for barnets præstationer, ligesom det får mere opmærksomhed fra forældrene, osv.

Det er sjovere at tilegne sig noget værdifuldt
end at skille sig af med noget værdiløst.

Instruktion: Afsæt side 2 i Journalen til at finde så mange svar som muligt på spørgsmålet: ”Hvilken nytte vil barnet få af at lære sig at mestre den omtalte færdighed?” Få flere personer til at deltage i denne samtale. Hvad siger barnet, mor, far, storebror, den bedste ven, gudmoderen, læreren, osv? Skriv det ned eller lad barnet skrive svarene ned. Jo længere listen over gevinster bliver ved at lære sig at ”hvad-det-nu-end-er”, des mere motiveret bliver barnet.


8.      KORTLÆG DET STØTTENDE NETVÆRK

Målet skal indebære en gevinst for barnet udover en udlovet belønning, for at det skal blive en aktiv deltager i træningsprojektet. Barnet skal også tro at det virkelig er muligt for ham eller hende at nå målet. Hvis begge disse vilkår er opfyldt, så vil det med stor sandsynlighed deltage aktivt i færdighedstræningen.For at øge barnets tiltro er det godt at skabe information om de ting, som taler for at det er muligt for barnet at nå målet. Det gælder først og fremmest at tale om hvilke personer der er i barnets omgivelser, som vil stille op og hjælpe eller støtte barnet i at lære sig færdigheden.

Instruktion: Afsæt næste side i Journalen for at du sammen med barnet kan tegne et resursekort i form af en sol. Hver stråle repræsenterer en resurseperson, som vil hjælpe barnet med at nå sit mål. En stråle kan stå for mor, en anden for far, en for tante Anna, en for psykolog Bent, en for den bedste kammerat, osv. Jo flere stråler i solen, desto bedre.

Obs! Hvis en vigtig person i barnets liv er død, kan denne også ofte opregnes som en resurse. Husk også at husdyr kan opleves som ”resursepersoner”.

Obs! En vigtig pointe ved at tegne en resursesol i Journalen er, at barnet kan vise solen til andre. Barnet kan derved føle en vis stolthed over sit resursekort, og det er altid sjovt for mennesker at se sit eget navn på sådan et kort.


9.        FORØG BARNETS HÅB OM AT LYKKES

At skabe en visuel afbildning af resursenetværket er en god måde at øge barnets tiltro til, at det faktisk er muligt at nå målet. En anden meget god måde til at skabe håb på er, at begynde en diskussion om hvorfor folk tror, at barnet vil kunne lære sig at bemestre denne færdighed. Jo mere kompetent barnet føler sig i forhold til udfordringen, desto større tiltro får det til sine muligheder for at lykkes.

Forskellige mennesker finder på forskellige svar og børn kan naturligvis selv tage aktiv del i diskussionen. Man kan fx tage ting frem, som barnet tidligere har lært sig, som peger i retning af, at barnet kan magte at lære det som det nu skal lære. Andre vil påpege, at der faktisk tidligere har været tidspunkter eller situationer, hvor barnet allerede har magtet denne færdighed. Atter andre vil pege på de gode egenskaber som barnet har, som vil være en hjælp for ham eller hende, og nogle vil måske understrege den motivation, som barnet allerede har vist i at gå i gang med færdighedstræningen eller de fremskridt som barnet har gjort de seneste dage.

Hvis man vil lære at danse, så kan det være en stor glæde at indse, at man allerede kan sjippe eller klappe takten. Hvis man ikke kan et ord spansk og vil lære det, så styrker det èn at vide, at man behersker et andet romansk sprog, som har ligheder med det spanske.Sådanne kundskaber og evner, som har ligheder med det man skal lære, kan man kalde ”beslægtede kundskaber”, og viden om at man ejer disse har en tendens til at øge tiltroen til at man også kan lære den aktuelle færdighed. Et barn som skal lære at lave på toilettet i daginstitutionen, kan måske klare at tisse på toilettet og sidde stille på en stol i flere minutter. Viden om at barnet allerede klarer noget, som i hvert fald ligner den aktuelle opgave, øger barnets følelse af at kunne noget og håb om at nå målet.

Det er lettere at klare noget hvis man indser, at man er dygtig og allerede kan det til en vis grad.

Instruktion: Afsæt en side (eller flere sider) i Journalen, så forskellige mennesker, som barnet kender, kan skrive deres svar på spørgsmålet om, hvorfor de tror at barnet har en chance for at kunne lære at beherske den færdighed, som står beskrevet på første side i Journalen. Det som folk skriver pepper barnet op, samtidig med at det udvider netværket af personer som kommer til at støtte indlæringsprocessen. Siden kan fx hedde ”Grunde til håb”


10.   KORTLÆG SITUATIONEN NETOP NU

Når et barn skal lære en given færdighed, står det ofte klart, at det ikke behøver at begynde helt fra begyndelsen, men at det allerede er kommet i gang og på nogle måder allerede kan. Voksne eller kammerater kan måske give oplysninger om, at der for nylig er sket fremskridt og hændelser som viser, at barnet allerede klarer det han eller hun skal lære. Jo flere eksempler og tegn på sådanne bedrifter, desto større er sandsynligheden for, at både barnet og omgivelserne kommer til at klare deres opgaver. Når sådanne eksempler på tidligere succeser begynder at træde frem, så er det nyttigt at spørge: ”Hvordan gør du det?” eller ”Var det ikke svært?” Denne form for spørgsmål og kommentarer øger ikke bare barnets følelse af at kunne noget, men hjælper det også med at se hvad det skal gøre for at komme frem til det aktuelle mål.

Instruktion: Afsæt en side i Journalen til en skala, som går fra et til ti og som kan se ud som denne:

1-----2-----3-----4-----5-----6-----7-----8-----9-----10

På denne skala betyder 1, at barnet ikke behersker noget som helst som har at gøre med at tilegne sig den aktuelle færdighed. 10 betyder, at barnet behersker færdigheden 100%, at han eller hun nærmest er professionel hvad angår den evne, som der er tale om. Forsøg nu at finde svar på følgende spørgsmål og marker svarerne på skalaen:

Hvor på skalaen befinder barnet sig netop nu?
Hvor på skalaen befandt barnet sig for noget tid siden, da situationen var værst?
Hvor langt frem på skalaen skal barnet forsøge at komme, før det er nok?

Obs: Man fornemmer almindeligvis, at det ikke er nødvendigt at nå op på 10 – 7, 8 eller 9 plejer at være helt tilstrækkelige. Det mindsker præstationsangsten hos barnet og familien. Det ses ofte, at barnet allerede har gjort fremskridt og er klatret nogen trin op på i forhold til hvor det var tidligere. Det vækker håb hos barnet og familien ved at skabe et billede af en bevægelse i positiv retning.


11.     BESKRIV INDLÆRINGEN SOM EN TRINVIS PROCES MED KONKRETE DELMÅL

Jo tydeligere og mere konkret barnet forstår hvilke konsekvenser eller fordele det vil have, at barnet har den omtalte færdighed, desto større er chancen for at barnet har held til at lære den. Nogle gange gør voksne den fejl, at de tror, at barnet ved hvad der forventes af det, uden at man behøver at fortælle hvad det i praksis indebærer. Hvis man fx siger til et barn, at man forventer, at det respekterer den voksne, så kan det ske, at barnet overhovedet ikke aner hvad man mener. Hvis man i stedet konkretiserer sit ønske ved præcist at sige hvad man forventer at barnet skal gøre eller sige i den og den situation, så øges chancen for at barnet vil og kan rette sig efter det.

Et barn er først parat til at lære en færdighed, når den er beskrevet i konkrete adfærdsbegreber. Eksempelvis er det at lære, at håndtere provokationer på en afslappet facon, en meget nyttig kunst, men barnet ved ikke hvordan det skal øve sig på dette, uden at nogen viser i form af konkrete eksempler hvad det går ud på i praksis. Hvordan gør en afslappet og sikker person, som bliver kaldt ”idiot” eller bliver bedt om ”at gå af helvede til”?

At spille rollespil er en god måde at finde praktiske eksempler på. Et barn har måske brug for at lære at stoppe midt i en leg. Hvis den voksne i rollespillet pludselig siger: ”Du skal stoppe nu, for vi skal ned i byen og købe ind.” Så kan barnet spille med ved at sige: ”Ok, jeg kan fortsætte med dette senere.” Dette er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men det virker støttende for barnet præcist at vide hvilken opførsel som forventes af det, i særdeleshed hvis det også indser, at disse øvelser i at lære en færdighed kan være sjove, og at de desuden fører til udvikling af at man kan noget, som giver mange fordele eller gevinster.

Et barn er fx blevet hjemme fra skole, og det skal nu lære at gå i skole igen. Her kan man skabe et billede af en proces med flere konkrete delmål. Det første trin kan være, at barnet står op af sengen i ordentlig tid i tre dage i træk uden at gå til skolen. Næste trin kan være at barnet nogle dage går til skolen med sin far om morgenen, men ikke er der så længe. Næste trin…osv. * Det er lettere at lære at skrælle kartofler hvis man skræller en kartoffel ad gangen. *

Instruktion: Tegn et billede i Journalen af en trappe, hvor hvert trappetrin står for et skridt på vejen til at lære at mestre den evne, som der er tale om. Skab et billede af denne trinvise proces, hvor de første trin godt må være meget små og de følgende trin noget højere/sværere. Sidste trin kan så være så højt, at det er en virkelig sejr for barnet at tage det.


12.     UDARBEJD ET TRÆNINGSPROGRAM SAMMEN MED BARNET

Man må øve sig for at lære noget, og barnet skal have lejlighed til målrettet at øve sig på opgaven. For at et træningsprogram er effektivt, skal det udarbejdes af barnet selv eller i det mindste med dets hjælp. Det er godt at involvere flere personer i programmet. Kammerater, forældre, bedsteforældre og andre personer, som er vigtige for barnet, bør inviteres med til aktiv deltagelse i udarbejdelsen og gennemførelsen af træningen. Herved får omgivelserne mulighed for at vise barnet anerkendelse og respekt for dets indsats, opmuntre det til at holde ud og beundre alle de fremskridt der kommer. Et barn som fx har været slem til at hugge penge, kan muligvis lære det som omtales som ”hæderlighed” eller ”pålidelighed”. Kælenavnet kunne så være ”Hædersprinsen” eller ”Stålbananen”. Siden hen kunne flere mennesker deltage i processen med at lære barnet at blive ”Stålbananen”. Man kunne fx blive enige med barnet om, at mormor prøver at lægge lidt mønter frem på køkkenbordet, og hvis pengene ikke forsvinder, så får barnet en stjerne eller lignende fortjensttegn i sin Journal. Venner kan også deltage ved fx at låne barnet penge, så det kan vise, at det betaler tilbage, hvad det skylder. Disse succeshistorier skal naturligvis også noteres i Journalen.Hvis barnet har en tendens til at eksplodere ved den mindste konfliktsituation med andre børn, så kan kælenavnet for problemet være ”Lunten”, hvor man kan tænke på henholdsvis en kort og en lang lunte. De lunteøvelser som barnet måske ville vælge var, at man arrangerede laden-som-om-konflikter. I disse kunstige situationer får barnet mulighed for at øve sig i at have sin ”Lange lunte”, og får en masse ros, når det lykkes.

Kun øvelse giver dygtighed.

Instruktion: Tal med barnet om og skriv i Journalen de forskellige øvelser som skal laves forskellige steder (daginstitution, skolen, hjemme), for at barnet får mulighed for at øve sig i at blive dygtigere. Afsæt plads til optegnelser om hvordan de forskellige øvelser gennemføres.

Obs: Hvis det er muligt, så er det bedst hvis barnet både kan lave øvelserne i Journalen i daginstitutionen, i skolen og hjemme. Det er en god idé at videofilme nogle af disse øvelsessituationer. Når barnet siden kigger på disse – helst sammen med en eller flere personer, som det er tæt knyttet til – vil det få en positiv indvirkning på læringen.


13.     BELØN BARNET FOR SÅVEL FORSØG SOM FAKTISKE FREMSKRIDT

Der er mange måder man kan belønne børn på, men den bedste af alle er nok at fortælle barnet, at andre mennesker respekterer det for de svære ting og de fremskridt, det gør. Effekten af respekt og ros beror først og fremmest på hvem der fremfører den. Det bedste er når det kommer fra nogen som barnet ser op til og selv respekterer. Nogle gange kan det være godt, at det kommer fra forældrene, hvor det andre gange kan være endnu bedre hvis det kommer fra lærerne, idrætstrænere, eller en bestemt ven, som betyder meget for barnet.

Det sker, at nogle børn ikke er specielt modtagelige for ros fra en voksen, og i disse tilfælde kan det være mere effektivt hvis barnet får positiv feedback fra andre børn i stedet. Der findes jo også andre såkaldte ”signifikante personer” i barnets liv – bedsteforældre, mostre, onkler, fætre, osv., hvis glæde over barnets fremskridt kan have en virkelig tydelig effekt. ”Hvem vil du helst have som kendte til de fremskridt du gør?”, er et spørgsmål som kan give værdifuld information. Man bør desuden huske på, at det faktum at barnet lærer noget nyt, er i sig selv en form for belønning. Når det fx drejer sig om at cykle, så er de fleste børn meget villige til at lære det uden at blive opmuntret og få ros fra omgivelserne. Blot det at kunne cykle og at få lov til at vise det for andre, det indebærer for det meste tilstrækkelig belønning for barnet. Hvert tegn på fremskridt, hvad enten det er hjemme, på skolen eller andre steder, skal skrives ind i Journalen. På denne måde kan barnet mærke hvordan det er at være stolt, når det viser bogen til andre, som står det nært. At føle denne stolthed er i sig selv en fantastisk belønning, som ikke koster noget. Har man adgang til video, kan barnets nye færdigheder filmes og siden vises for alle, som kan bifalde barnet, når de ser dets succeser på TV-skærmen.

Hunde lærer bedre med belønning end med straf.
Det ser også ud til at gælde for børn.


14.     UDDEL TAK TIL ALLE SOM HAR BIDRAGET TIL SUCCESEN

Når det drejer sig om fremskridt, så skal man altid sikre sig, at ikke bare barnet, men også alle andre som har bidraget, også får lovord for og påskønnelse af at have været med. Man lykønsker barnet, men også dets forældre. Jo flere som kan komme på listen over de som skal have tak for deres bidrag, desto bedre. De støttede måske projektet, eller kom med gode ideer eller de var med og så på, at barnet fik en god øvelseslektion. Selv en forælder, som ikke har deltaget, kan takkes – måske for at han/hun har bidraget med de gener, som har gjort det muligt for barnet, at få succes. Mange kan have bidraget og de bør alle takkes. En bror, en terapeut, en idrætsleder, en ven, en mormor. Jo flere, desto festligere. Man kan også give et barn diplom for dets fremskridt, som barnet siden med stolthed kan vise frem. Man kan også skrive en kortfattet rapport, hvor man i detaljer redegør for alle fremskridtene og en masse mennesker kan dermed få en anerkendelse af deres bidrag. Det er også i orden at lave en lille fest med sodavand og lagkage, så det barn som har gjort disse fremskridt bliver hædret, fx med en eller anden form for ceremoni, som markerer at barnet har udviklet sig.

"Alle har vundet og alle skal ha’ en medalje.”
(Lewis Carroll: Alice i eventyrland)

Instruktion: Planlæg en fest, hvor barnet får en pris eller et diplom for at have gjort så store fremskridt med hensyn til at lære det, som han/hun har fokuseret på. Afsæt en side i journalen til at skrive detaljerne om festplanen. Hvornår skal festen være? Hvor skal festen holdes? Hvem skal inviteres? Hvad skal de bydes på? Hvilken medalje, diplom, anerkendelse eller pris skal barnet have? På hvilken måde skal alle de mennesker (og andre eventuelle bidragsydere) takkes for deres indsats?


SPØRGSMÅL OG SVAR

Er det muligt at tilpasse og bruge Jeg Kan i daginstitutioner eller skoler, hvis der er grund til at tro, at barnets problem beror på forholdene hjemme?

Det er ganske almindeligt – formodentlig over hele verden, at man har den antagelse, at når et barn har problemer i miljø B, så beror det på en problem i miljø A. Problemadfærd i skolen anses som følge heraf ofte at være symptom på problemer, som barnet har i sit hjemmemiljø. Det kan godt være sådan, men generelt set er det ofte mere nyttigt at løse problemerne i de situationer, hvor de forekommer, i stedet for at lede efter årsager andre steder. Man bør huske på, at et træningsprogram, som er lykkedes i miljø A med stor sandsynlighed giver en positiv effekt på barnets adfærd i miljø B. Når familien føler sig stolt over barnets fremskridt i skolen, så høster de jo også frugterne af Jeg Kan.Selv om man skulle finde ud af, at der faktisk var problemer i barnets hjemmemiljø, så kan man alligevel tackle barnets problemadfærd i daginstitutionen eller i skolen ved hjælp af Jeg Kan. Man forsøger naturligvis at gøre sit bedste for af familien får hjælp til sit problem, men det lykkes ikke altid. Børn skal tilbydes en mulighed for at lære at beherske vigtige færdigheder i daginstitution eller i skolen, uanset forholdene i hjemmet.

Hvad gør man hvis barnet ikke kun har ét problem, men flere?

Hvis barnet har mange problemer – hvilket ofte er tilfældet – ar det bedst ikke at forsøge at løse dem alle på en gang. Udvælg i stedet et problem, som I vil arbejde med. At koncentrere sig om en færdighed ad gangen har mange fordele. Det er frem for alt mere sandsynligt at barnet får succes, hvis fokus sættes på en færdighed, end hvis man går efter mange forskellige. Succes i et projekt giver barnet erfaringer med at lykkes og med at blive ros og påskønnet. Denne erfaring bliver siden af stor værdi når det drejer sig om at motivere til at fortsætte med at lære beherskelsen af nye mål. Det er også almindeligt, at succes i at løse et problem skaber en positiv kædereaktion, eller sagt på en anden måde, effekten af succesen ”breder sig som ringe i vandet.” For at lette valget af hvilket problem man skal arbejde med, kan man tegne to kolonner på et papir og skrive de forskellige problemadfærd i den venstre kolonne og i den højre skrive de modsvarende færdigheder, som barnet skal lære. Riv siden den venstre kolonne af og skriv alle de ønskede færdigheder i barnets Journal. Diskuter siden, helst sammen med barnet, hvilket af alle de fine mål, som det først skal vælge at arbejde med. Hvis det viser sig svært at vælge, vælg da det mål som kan tænkes at have størst positiv indflydelse på de øvrige mål.

Hvad gør man hvis barnet ikke viser nogen interesse i at lære de nødvendige færdigheder?

Sådan er det faktisk nogle gange. Barnet viser overhovedet ikke tegn på, at det vil lære de færdigheder, som de voksne ønsker. Det kan der være flere grunde til. Barnet kan være tilbageholdende pga. tidligere negative erfaringer fra forsøg på at ændre dets adfærd. Barnet er måske den gang blevet straffet – fysisk eller verbalt – for dets uønskede opførsel. Barnet kan også være så lille, at det ikke er i stand til at se fordelene ved at lære den færdighed, som der er tale om. Hvis barnet er intellektuelt handicappet, så forstår det ikke meningen med træningen. Eller barnet kan helt enkelt være opgivet pga. mange tidligere fejlslagne forsøg.I disse tilfælde skal man overveje, at barnet lærer gennem leg. Så behøver det ingen gang at vide hvilken færdighed der trænes. Barnet oplever kun, at det er med i en sjov leg. Faktisk har mange af børnenes spontane lege det formål, at de træner i at lære forskellige færdigheder. I kortspil fx træner de mange sociale færdigheder. En meget vigtig sag for børn er kunsten at kunne tabe, og i kortspil må de ofte træne netop i dette. Hvis man observerer børn, så bemærker man umiddelbart, at det ikke er nogen let sag for dem, men at de alligevel hen ad vejen lærer det. Kortspil er en smidig måde, som barnet anvender til at lære flere ting, bl.a. at blive dygtigere til at tabe.

Ergoterapeuter, fysioterapeuter, psykoterapeuter, talepædagoger og mange andre behandlere, som arbejder med små børn, benytter fortrinsvis leg. Terapeuten engagerer barnet i en leg, som fører til at barnet automatisk lærer det, som det er nødvendigt, at det lærer. Det kræver nogen opfindsomhed, når man skal finde på en leg, som kan give barnet en bestemt færdighed.Mikael (5 år) havde et ejendommeligt problem. Så længe han sad stille, var alt godt, men så snart han bevægede sig rundt i daginstitutionen, så slog han alle børn, som han mødte på sin vej. Problemet blev defineret i dyretermer som fx ”revir”. Dyr har, ligesom mennesker, et revir, og hvis nogen pludselig tramper ind på deres revir, så bliver de aggressive. Fx hunde gør af fremmede og holder nøje vagt indenfor sit revir.

Problemet blev derfor døbt ”Vagthunden”. Nogle mennesker har behov for et større revir og kan ikke klare, hvis nogen kommer for nær, mens andre har behov for mindre revir og berøres ikke af at sidde i en overfyldt bus. De som bor i storbyerne, hvor befolkningstætheden er høj, må lære at udholde meget små revir, for at kunne klare hverdagen uden for meget stress. Det blev bestemt, at Mikael ville have gavn af at lære at acceptere et mindre revir, og lidt i sjov blev færdigheden han skulle lære kaldt ”Storbytilpasning”. Derefter opfandt man en leg, som skulle hjælpe Mikael med holde umiddelbar nærhed ud. Legen kaldtes for ”Menneskeslalom” og alle børnene i børnehaven skulle lege den. Nogle børn skulle fungere som stavene i en slalombane. En barn ad gangen skulle løbe gennem banen så hurtigt han/hun kunne, uden at støde ind i nogen. Legen var sjov og som en ”sideeffekt” lærte Mikael det han havde brug for at lære, uden at han kendte til formålet med slalomlegen. Når han engang i fremtiden, måske som teenager, møder en af pædagogerne fra børnehaven, kan det være morsomt for at få at vide hvordan personalet hjalp ham med at blive storbytilpasset.

Hvad gør man hvis det er svært at finde færdigheder, som passer til problemet?

Det er for det meste ganske let at forvandle problem til mål, eller fejl og mangler til færdigheder. Men nogle gange må man tænke mere. Hvad modsvarer fx ”et tarveligt sprog” eller ”pyromani” eller ”kleptomani” eller ”tvangsmæssig onani”? Ja, tænker man lidt efter, så kan man lidt efter lidt svare på det. Den færdighed som passer til et tarveligt sprog kunne være ”at lære at anvende accepterede forstærkende ord”. Pyromani kunne være ”at kunne omgås ild på en tryg måde”. Kleptomani kunne være ”hæderlighed” eller ”pålidelighed”, og med hensyn til børns masturbation kunne en passende færdighed være ”intimitet”, som her betyder, at man lærer at skelne mellem hvad man kan gøre i andre menneskers selskab, og hvad man kun gør, når man er alene.

Oplysende eksempel

Asbjørn (10 år) pjækkede fra skole. Da man undersøgte hans resurser med hensyn til at løse problemet, fandt man ud af, at han var en passioneret bryder, som aldrig gik glip af en brydetime. Desuden viste det sig, at han i idrætssammenhæng ansås for at være helt til at stole på. Ved en yderligere sondering af Asbjørn’s forskellige evner fremkom flere faktorer, som viste, at han havde mange egenskaber, som kunne være til gavn, når han skulle rette sit skoleproblem.En anden ung mand Peter (12 år) havde mareridt. Hans mål var at kunne forvandle disse mareridt til ”lykkedrømme”. En analyse af hans resurser og færdigheder viste, at han var nærmest professionel med hensyn til at tegne tegneserier. Denne evne viste sig at være til stor gavn for ham, fordi han kunne tegne tegneserier, som handlede om hans mareridt og siden lade dem få en lykkelig slutning.

Hvordan skaber man en lang liste over fordele ved at nå målet?

En god måde at finde flere fordele ved færdigheder er at stille den slags spørgsmål, som kaldes årsag/virkningsspørgsmål. Man spørger først: ”Hvad vil der ske, som er godt for dig, når du når dit mål og lærer det og det?” Hvis barnet fx svarer, at ”mor bliver glad”, så fortsætter man med at spørge hvilke fordele der kan være i det. ”Hvis mor bliver glad, hvad godt er der i det?” Man kan fortsætte et stykke tid på denne måde. Hvert spørgsmål fører til et nyt svar på spørgsmålet: ”Hvilken fordel kan man regne med at målet vil medføre?”

Hvad gør man hvis barnet overhovedet ikke viser interesse for at øve sig i den færdighed, som de voksne mener, at han/hun har behov for at lære?

Hvis man ikke kan overbevise barnet om, at det faktisk vil have mange fordele ud af at lære en ny færdighed – hvis barnet fx ikke er så stort, ikke er så klogt, eller er i opposition til alt hvad der foreslås af voksne – kan det være godt at udlove en dusør, som motiverer barnet. Hvis og når barnet fuldfører opgaven med at øve sig på en given færdighed, så skal det have en belønning, som man er blevet enige om i forvejen.Lars (12 år) var skolens skræk. Han var så voldsom, at flere forældre til andre børn i klassen truede med at flytte deres børn til en anden skole, hvis ikke Lars blev smidt ud. Når Lars selv talte med de voksne om sin adfærd, var han imødekommende og sød. Han var hurtigt til at love bod og bedring og lige så hurtig til at bryde sine løfter. Han foretog sig ofte nye voldshandlinger allerede den samme dag. Mange terapeutiske møder med forskellige strategier var prøvet uden resultat. En dag kom Lars’ gudmor til et møde på skolen, for at tale med Lars og hans lærere. Gudmoren, der ofte passede ham i weekenderne, sagde, at hvis Lars kunne holde sig i skindet og ikke være voldelig i to uger, så ville han blive rigeligt belønnet. Lars ville selvfølgelig have at vide hvad belønningen var, og fik at vide, at gudfamilien ville tage med ham og se en meget vigtig ishockeykamp i hovedstaden. Som den passionerede ishockeyfan Lars var, indebar det et tilbud, som han ikke kunne modstå. Med lidt hjælp fra sine lærere lykkedes det ham at styre sig i to uger og fik som belønning en fantastisk ishockeyoplevelse. To ugers selvbeherskelse var hans rekord og optakten til en mere omfattende positiv udvikling.

Hvad hvis det er en forælder, snarere end barnet, som har behov for at ændre sig?

Jeg Kan er et program som kan anvendes lige godt til voksne som til børn. Børn kan godt lide ideen om at deres mor eller far også gennemgår sådan et program med øvelser, for at de kan lære noget, så de bliver dygtigere til at opdrage deres børn. Det er færdighedstræning for forældre, og det kan fx kaldes ”Mødre- eller Fædrelærdom”.

FRA FORSTYRRELSER TIL PROBLEM

Encoprese Susanne vil ikke lave på toilettet, hvilket resulterer i at afføringen havner i bukserne.
Separationsangst. Joakim vil ikke skilles fra sin mor om morgenen, når hun afleverer ham i børnehaven. Han klamrer sig fast til hende og græder hjerteskærende hvis nogen forsøger at tvinge ham til at slippe grebet.
Mutisme Sabina taler kun med sine forældre hjemme og vil ikke tale med personer uden for den nærmeste familiekreds.
ADHD Det er ikke muligt at få Eva til at sidde stille i mere end 2 minutter, hvorefter hun begynder at fare omkring.
Lav selvfølelse Ida vil ikke gøre noget som hun ikke tror hun kan klare første gang.
Behov for opmærksomhed Daniel irriterer voksne ved at spørge om alt muligt han kan finde på.
Rivalisering blandt søskende. Sarah protesterer højlydt så snart hendes søster får noget, som hun ikke selv får.
DAMP Lise kan kun koncentrere sig om noget i kort tid, og når der er noget hun ikke forstår, bliver hun vred og kaster ting omkring sig.
Impulsivitet Mikkel kan ikke tage et ”nej”. Når det sker, så bliver han vred og bider og slås.
Tvangssyndrom Rebekka kontrollerer at døren er låst mindst 10 gange inden hun går i seng.

FRA PROBLEM TIL FÆRDIGHED

Tina bider andre børn, når hun bliver vred. Tina lærer at bide tænderne sammen i stedet for at bide andre børn, når hun bliver vred.
Sabina kan ikke afbryde noget hun er begyndt på. Sabina lærer at afbryde, når hun bliver bedt om det.
Mogens får et vredesudbrud, når han ikke får lov til (at få) det han vil (have). Mogens lærer at sige ”OK”, når han nægtes noget han vældig gerne vil have.
Joakim har ingen tålmodighed til at lytte på noget som helst. Joakim lærer at sidde tavs mens de andre børn lytter på noget, også selv om han ikke selv har lyst til at lytte.
Alexander glemmer at gå i skole. Alexander påtager sig ansvaret for at han kommer i skole hver dag.
Line er mørkeræd. Line vover at gå ind i et mørkt rum og blive der et stykke tid.

Oversat af cand. psych. Per Kirk Jørgensen
specialist og supervisor i børnepsykologi
Keilstruplund
423460 Birkerød
Tlf.: 45 81 01 17
 kirks@mail.tele.dk